For tyk til yoga?

For tyk til yoga?

  • Post author:
  • Post category:Blog

Jeg har igennem en årrække følt mig for tyk, alt for tyk. Det har bremset mig i rigtig meget. Jeg har hørt mig selv sidde til en jobsamtale, og sige at jeg godt vidste, at jeg var for tyk uden at snakken på noget som helst tidspunkt var drejet i denne retning. Der har været fester og arrangementer jeg ikke har deltaget i, fordi jeg synes jeg var for tyk, uanset hvilket tøj jeg prøvede at kamuflere kroppen i. Jeg har undladt, og udskudt i mange år, at tage en yogauddannelse fordi jeg var for tyk. Det var min overbevisning at ingen gad at dyrke yoga til synet af min store, dellede krop. Sådan er der sandsynligvis også nogen der har det, men der er heldigvis også mange som giver udtryk for det modsatte. Selv om det også kan være svært at høre, har det boostet selvtilliden, når fok har sagt til mig, at det er en befrielse, at dyrke yoga med en instruktør som ikke har en perfekt krop, men som bare er et ganske almindeligt menneske.

Tog til Nepal for at kæmpe mod dæmoner
For et års tid siden tog jeg mig endelig sammen. Jeg pakkede min rygsæk og tog til Nepal for at tage en yogainstruktøruddannelse. Indeni var jeg fyr og flamme, men samtidig hunderæd. Godt nok havde jeg fablet om det i mange år, men der var jo også en grund til at jeg ikke havde gjort det. Jeg var ikke lige så god som de andre, ikke lige så tynd som de andre, ikke lige så… alt muligt andet, som alle de andre. Hvis jeg gjorde det, var jeg så pludselig ok, og var jeg parat til det? På en eller anden skør måde, er der jo også en tryghed i at holde sig selv fast i disse overbevisninger. Det at komme videre kan være enormt skræmmende.

På Nepal Yoga Home var vi samlet 22 mennesker fra hele verden og nogle af de andre, ja faktisk mange af de andre lignede det og dem som mange forbinder med yoga. De var høje og slanke og kunne vikle sig ind og ud af alle mulige stillinger, som jeg på ingen måde kunne. Godt nok er jeg gammel springgymnast og smidig, men når man har for mange kilo på sidebenene, kan der faktisk være stillinger der er ret svære at udføre, både fordi kroppen er i vejen, men også fordi at det kræver meget styrke. Så det kom bag på mig når lærerene roste mig for mit flotte allignment, og at det overraskede mig, at det alligevel lykkedes mig at lave det samme som alle de andre.

Når man dyrker yoga i østen er det med en lidt anden vinkel end her i Europa. Yogatraditionerne fra Østen kommer fra guruer der har siddet i årevis i skoven og mediteret uden mad og drikke, så der var ikke så meget omsorg forbundet med at dyrke yoga i Nepal. Maden var meget begrænset, og vi var konstant sultne og vores boliger var en straffefange værdig. Men sådan skulle det være, det var en del af at lære at være ydmyg overfor alt det der er større end os selv her i denne verden. Vi lærte på den hårde måde fra syv morgen til otte aften. Smerter, sult, behov og begrænsninger var sat til side for en stund.

Mens jeg var der følte jeg at jeg var landet i helvede, i dag ville jeg ikke være det foruden. Da jeg sad i flyveren på vej hjem efter en måned i Nepal havde jeg følelsen af at jeg kunne klare hele verden, for jeg havde overlevet det værste min krop kunne blive udsat for i dette liv. At verden så igen var lidt anderledes da jeg kom hjem er en helt anden historie. Hjemme var jeg pludselig usikker igen og vidste ikke om jeg turde undervise, for der var også stadig det med den alt for store krop.

Et spark i røven og ingen vej tilbage
Efter jeg var kommet hjem fra Nepal, med et stykke papir i hånden, som bevis på at jeg nu var yogainstruktør, blev jeg ringet op af en veninde der arbejder i et fitnesscenter. Hun ringede for at fortælle at de manglede en yogalærer, der hvor hun arbejdede, og for at høre om det var noget for mig. Efter at have tænkt over det, besluttede jeg mig for at tage til samtalen, på trods af at selvtilliden ikke var i top. Det var med bævrende ben jeg nogle dage senere mødte op i fitnesscenteret, overbevist om at blive sendt væk i døren på grund af overvægt. Men da jeg en times tid senere gik derfra, var det med to ugentlige timer. Jeg var hundeangst, over at have sagt ja, og kunne næsten ikke være i min krop på grund af usikkerhed. Ugen efter da jeg tog afsted for at have min første time. Allerede efter denne første undervisning var al angst gjort til skamme, for jeg elskede det, og det gør jeg stadig nu ti måneder senere.

Jeg arbejder stadig med mig selv, og der er da ikke nogen tvivl om at jeg stadig gerne ville være hende den tynde Jeanett på 50 kilo, som jeg var som ung, men det er jeg ikke. Livet er for kort til at nøjes, og til at holde igen med det man har lyst til og brænder for. Det er en stor fed kliche, men vi har altså kunne dette ene liv og jeg elsker yoga og jeg elsker at undervise i yoga. Så stor krop eller ej, der er ingen vej tilbage. Jeg ved nu, især på gode dage, at det også et en lettelse og befrielse for rigtig mange andre, at jeg er den jeg er. Vi mennesker er perfekte som vi er, men den følelse er der ikke mange der render rundt med. Hvis jeg med min dellede krop kan få andre til at føle sig bedre tilpas, samtidig med at jeg får lov til at gøre det jeg brænder for, så er jeg glad og tilfreds.

På de dårlige dage er det de andre tanker og følelser der får lov til at fylde. Som den dag hvor jeg oplevede en ung mand rejse sig og forlade rummet, da jeg kom for at undervise. Han havde ellers rullet måtten ud, og lignede en der skulle deltage. Inde i mit hoved var den eneste mulige forklaring på at han gik, at han synes jeg var for træls at se på. Han kan være gået af tusind andre grunde, men inden i mig var der ikke andre logiske forklaringer. Pludselig var alle de skønne og dejlige positive tilkendegivelser, jeg har fået gennem tiden pist væk. En dag vovede jeg at fortælle denne, inde i mit hoved, mega pinlige historie til to af de her perfekte yogainstruktører fra mit arbejde. Og modsat hvad jeg havde regnet med sagde de nærmest i kor. Det har vi alle prøvet…What!!!! Endnu et bevis på alle de umulige historier vi kan opbygge inde i vores hoveder omkring os selv. Jeg var overbevist om at jeg var den eneste i hele verden der havde været udsat for dette.

Men helt ærlig, uanset hvad, så er det at have taget en yogauddannelse en kæmpe sejr og det at være begyndt at undervise i yoga en endnu større sejr. Jeg tudede da jeg efter min første undervisning kom hjem og fandt et brev fra min mand hvori der stod ”Et lille skridt for menneskeheden, men et kæmpe skridt for Janet”. Det var det største og vildeste skridt, at have stået der og undervist i yoga med alt hvad det indebar af deller og umulig krop, og på gode dage selve beviset for at jeg kan klare alt her i verden.

Yoga er ikke kun for tynde siv og slangemennesker
Mange mennesker har en idé om at hvis man skal dyrke yoga skal man se ud på en bestemt måde, og måske var det også det jeg selv led under. Men det skal man ikke. Yoga er for alle uanset alder, kropstype, kropsbygning, smidighed, temperament etc. Yoga handler om at mærke sig selv og sin egen krop. Yoga er ikke en konkurrence, men et spørgsmål om at gøre noget, der er godt for én selv. Du skal ikke slå knuder på dig selv og du skal ikke gøre som sidemanden, du skal gøre det der føles godt for dig. Og hold nu op hvor er det befriende bare at få lov til at gøre det der føles godt for én selv. Jeg har lyst til at mange flere mennesker får lov til at mærke de mange gode og gavnlige effekter der er ved at dyrke yoga. Yoga har hjulpet mig til at give mig selv lov til at være den jeg er, med alt hvad det indebærer. Det har hjulpet mig til at give slip og give los. Og undskyld mig, skide på hvordan jeg ser ud, og skide på hvordan jeg ser ud når jeg udfører de forskellige yogaøvelser. Det er fedt at dyrke yoga, og det giver en følelse af velvære i krop og sind. En følelse som jeg ikke har kunne opnå andre steder i mit liv. Jeg har lært at mærke mig selv og min krop. Selv på de dårlige dage, ved jeg at yoga kan hjælpe mig ud af de sorte huller, som jeg ind i mellem falder i.

Endnu en tur over afgrunden
Nu står jeg her igen i et af disse vilde øjeblikke i mit liv. I forbindelse med Aarhus Festuge skal jeg sammen med elektronisk musiker Anton Friisgaard, afholde to yogakoncerter. Normalt når jeg forbereder min yogaundervisning bruger jeg tid på at finde den helt rigtige musik, der skaber den helt rigtige stemning, til de forskellige yogaøvelser. Ligesom jeg elsker at dyrke og undervise i yoga, elsker jeg elektronisk musik. Idéen med Yogakoncerterne er, at give folk en unik og anderledes oplevelse, nemlig kombinationen af yoga og live elektronisk musik.

Det er også en påmindelse til mig selv om ikke at lade livet gå i stå. Om ikke at bremse mig selv i det jeg brænder for på grund af nogle ydre omstændigheder. Det er samtidig en opfordring til andre om at huske at livet kan og skal være meningsfyldt, og at vi skal huske at udfordre os selv ind i mellem.

Jeg glæder mig helt vildt til Yogakoncerterne, samtidig med at jeg er hundeangst. Ligesom jeg vil opfordre dem der deltager i Yogakoncerterne til at sætte en intention (en kort, positiv sætning i nutid) for dem selv, eller en Sankalpa, som det hedder på Sanskrit, så vil jeg i dag sætte min egen Sankalpa. Den lyder ”Jeg er en perfekt, uperfekt yogainstruktør, der hjælper og guider andre gennem deres yogapraksis, så de kan opnå en tilstand af ro og velbehag i krop og sind”. Jeg vil sige det med stor kærlighed til mig selv med bevidstheden om at det er helt ok og godt nok!

“Udfordringer gør livet interessant og at overkomme dem gør livet meningsfuldt.” – Joshua J. Marine