Jeg er blevet helt vild med at lytte til podcasts. Jeg lytter, når jeg kører fra en destination til en anden, når jeg går tur med min hund, når jeg rydder op, og når jeg slapper af i hængekøjen. Men hvad er det egentlig der gør at jeg gang på gang får lyst til at lytte til en podcast?
Er det kedsomhed, ensomhed, nysgerrighed, inspiration, viden? Hvad er det?
I virkeligheden tror jeg det er en blanding af rigtig mange ting, men mest af alt tror jeg det handler om at jeg bliver revet ud af min hverdag og får lov til at blive taget med ind i et andet menneskes nørdede univers, hverdag og liv.
Jeg er videbegærlig og nysgerrig af natur. Jeg elsker at lære nyt og vil helst lære alt på én gang og helst på den halve tid. Når jeg lytter til en podcast, får jeg mulighed for at “møde” et andet menneske med noget på hjertet. Et menneske der kan berige mig med sin viden, provokere mig med sine holdninger, inspirere mig med sine overbevisninger og i det hele taget nuancere mig og mit blik på verden og hive mig ud af hverdagen for en stund.
Lige nu lytter jeg mest til Rachel Brathen, en svensk kvinde der har bosat sig i Aruba og har viet sit liv til yoga, meditation og det at komme sig selv og sit hjerte nært. Hun fortæller åbent og ærligt om alt hvad hun oplever i sit liv. Hun fortæller om sin hverdag som mor, ægtefælle, karrierekvinde og det at være menneske med alt hvad det indebærer af følelser på godt og ondt.
Den anden dag brugte jeg hele dagen på at male mine dørkarme og lister herhjemme og glædede mig til, at der kom nogen hjem og roste mig for det flotte stykke arbejde. Der kom også to styk dejlige familiemedlemmer hjem, men de roste mig ikke for det fine stykke arbejde. Min kære mand havde haft en lang arbejdsdag og da han endelig var hjemme var det blevet mørkt. Han så slet ikke at jeg havde malet. Min søn lagde godt nok mærke til, at der var blevet malet, men det han lagde mest mærke til var at jeg var kommet til at male lidt ved siden af. Det gjorde mig så sur, ked af det og frustreret. Hvorfor? Jeg havde gået hele dagen og været glad og stolt, så hvorfor havde jeg overhovedet brug for at få den glæde og stolthed bekræftet af andre? Hvorfor kunne de få lov til at tage denne dejlige varme følelse fra mig? Jeg blev forvandlet fra en stolt arbejdsløs til en hidsig, stampende treårig på ingen tid. Det var først da min datter to dage senere kom hjem fra København og med det samme lagde mærke til at jeg havde malet, og roste mig for de flotte karme og lister, at jeg fik lysten tilbage til at gøre arbejdet færdigt. Hvorfor?
Da jeg havde gået og tygget på disse tanker et par dage tændte jeg for min podcast med Rachel Brathen og temaet for ugens podcast var “Selfpity”. Selvsamme ord havde jeg brugt i en SMS til min mand, da jeg efter at være færdig med at stampe i gulvet sendte ham en undskyldning. “Selfpity”,… Jeg ved ikke hvor mange gange jeg har siddet og pillet i min egen navle og haft ondt af mig selv, fordi verden ikke drejede sig om mig, og fordi folk omkring mig gjorde noget andet end jeg forventede. Hendes podcast handlede om netop det. Om at drukne sig selv i selvmedlidenhed og pludselig opdage at det hele faktisk ikke er så skidt, som man går og tror. Ofte fordi nogen gør eller siger et eller andet der river en ud af selvmedlidenheden igen. Og måske var det faktisk først efter at have hørt denne podcast, at jeg kunne mærke at min undskyldning var helt på sin plads.
Så måske derfor elsker jeg at lytte til podcasts. Det hele bliver sat lidt i perspektiv.
Der er andre mennesker der har det ligesom mig… Der er andre der oplever det samme som mig… Jeg er ikke den eneste der roder med dette problem.
Normalt ville jeg have brugt en masse energi på at dunke mig selv i hovedet fordi jeg reagerede som jeg gjorde. Være sur på mig selv over at jeg var barnlig, smålig og tænke at det var mig der var noget galt med. Det der skete denne gang var at jeg for en gangs skyld stoppede op og gav mig selv lov til at mærke, og være sur og ked af det. Selv om jeg for et kort øjeblik projicerede min egen utilstrækkelighed og manglende selvværd over på min mand og min søn, så fik jeg ved at lytte til denne podcast vendt det hele til, at jeg bare var et ganske normalt menneske med helt normale følelser. Vi ved det jo egentlig godt, men det er bare rart en gang i mellem at blive mindet om, at vi bare er mennesker og at vi er ikke alene med vores problemer. Jeg fik i hvert fald hjælp til at sætte ord på mine tanker og til at komme videre. Jeg blev bevidst om, hvad det var jeg havde gang i og besluttede mig for at acceptere det og bare tilskrive det, det det i virkeligheden var. En følelse af ikke at blive set og hørt, og en erkendelse af at kun jeg kan ændre på denne følelse. En erkendelse af at det er mig der bestemmer, hvordan jeg tackler situationer som denne, men samtidig med en accept af at det var ok at jeg reagerede som jeg gjorde. Jeg øver mig dagligt på ikke at få ondt af mig selv, når jeg for 120 gang skal pakke smør væk fra køkkenbordet, samle sure sokker op fra gulvet, flytte en skoletaske eller andre bittesmå dagligdags ting. Jeg kan vælge enten at lade det få lov til at fylde og blive et irritationsmoment eller vælge bare gøre det med en viden om at de andre sikkert gør det samme for mig.
Mange af os ræser rundt og vores hverdag er præget af logistik, pligter og ”skal” opgaver. Jeg har det på mange måder som Dan Turèll. Jeg holder af hverdagen, men mest af alt holder jeg af hverdagen, når den holder op med at være hverdag. Det er når jeg bliver kastet helt derud hvor jeg er tvunget til at mærke mit liv og være til stede lige nu og her, at jeg lærer mest omkring mig selv. Hvis jeg spørger mig selv hvorfor, er mit eneste logiske svar, at det er fordi jeg trænger. Jeg trænger så usandsynlig meget til at hakke bremserne i, få en pause og til at få lov til at mærke mig selv. Jeg har i mange år brugt yoga og meditation som dette åndehul i hverdagen. Nogle gange tror jeg at dem der kommer til mine yogatimer tænker ”Åh nej” når jeg igen, igen snakker om at være til stede, mærke åndedrættet, og mærke hvad yoga og meditationen gør ved vores fysiske og mentale krop. Men for mig er det tit som om alle verdens bekymringer forsvinder efter en yogatime med en dygtig yogalærer.
Lige nu er igen en af de perioder, hvor der er kommet et ophold i min hverdag. Jeg er arbejdsløs, og skal finde ud af, hvad jeg ønsker at gøre med mit liv rent arbejdsmæssigt. Det er langt fra første gang, men snarere noget der har stået på ON and OFF de sidste fem år.
Det er selvfølgelig pissehårdt og angstprovokerende og der er ikke nogen tvivl om at hverdagen er meget lettere, når den bare kører derudaf og man ved hvad det er man står op til hver dag. For hold da op hvor er det sårbart at stille sig selv derud til skue for alle andre. At være den der konstant er i et nyt vikariat, arbejdsløs, i gang med at forsøge at stable nye yogahold på banen, og som hele tiden er i tvivl. Jeg føler ind i mellem at det eneste folk spørger mig om er “Hvad laver du nu”? For at være helt ærlig så gider jeg ikke svare på det spørgsmål længere. Jeg kan faktisk heller ikke, for jeg aner det simpelthen ikke. Jeg aner ikke hvad jeg laver og jeg aner ikke hvad jeg skal. Nogle dage gør jeg rent, nogle dage underviser jeg, nogle dage læser jeg, nogle dage arbejder jeg på min hjemmeside, nogle dage syr jeg, nogle dage skriver jeg ansøgninger, nogle dage venter jeg bare på at min familie kommer hjem og fortæller mig om hvad der sker ude i den ”virkelige verden” og nogle dage er jeg bare dybt frustreret. Heldigvis er frustrationen ikke en følelse der får lov til at blive hos mig længe. For det er også virkelig livsbekræftende og et kæmpestort privilegie at være et menneske der lever i en verden, hvor det er muligt at have perioder i livet, hvor man virkelig kan få lov til at ”pille sig selv i navlen”. Hvor man kan få lov til at lytte til podcast og dyrke en masse yoga.
At være arbejdsløs minder på mange måder om det min datter i øjeblikket gennemlever. Hun er ved at blive voksen. Folkeskoletiden, gymnasietiden og i det hele taget den tid hvor andre bestemmer over hendes liv er slut. Det er så angstprovokerende at stå et sted i livet, hvor alt skal defineres på ny. Men det er saftsuseme også spændende. Hvis vi altså tør! Men vi skal øve os, passe på os selv og acceptere at indeni i os bor der et lille barn der har brug for at blive set, hørt og taget alvorligt.
Jeg håber at jeg for altid vil have denne lyst til at møde verden med åbne øjne, og med nysgerrighed. Jeg håber at jeg altid vil have evnen til at blive inspireret af mennesker omkring mig uanset om det er på en podcast eller i den virkelige verden. Og mest af alt håber jeg at min hverdag vil være for evigt dejlig og angstprovokerende, for hold da op hvor jeg lever.
